Børn, der vokser op i en familie med alkoholproblemer, bliver ofte det vi kalder ”antenne-børn”. Det vil sige, at de er supersensitive i forhold til at sanse, hvad der foregår i andre i mennesker og i rummet i mellem. De har alle antenner ude og indstillet på de mange frekvenser i menneskene omkring dem. Det siger sig selv, at jo flere mennesker, jo flere signaler får de ind. Og det kan være anstrengende og udmattende.
Antenne-funktionen er oprindeligt en ”overlevelses-strategi”, som børnene har udviklet for at kunne navigere i et uforudsigeligt, kaotisk familiemiljø. Hvor forældre kunne ændre udtryk og personlighed, afhængig af om der var aktivt alkoholbrug eller ej, hvor små nuancer kunne afsløre hele stemningen og forudsige næste skridt. Og hvor barnet kunne føle sig ansvarlig, måske endda skyldig i stemninger og hændelser i familien. Og hvor barnet måske over tid opdagede, at det, barnet, kunne påvirke og ændre stemninger og hændelser.
Mange børn tager denne ”evne” og ”strategi” med sig ind i voksenalderen. De forsvinder over i andre mennesker, mærker andres stemninger og følelser, mærker dynamikker i kontakten til og mellem mennesker. De kan faktisk være ekstremt dygtige.
Det hjælper dem til at navigere i relationen med andre mennesker, hjælper dem til at ”please” og dæmpe konflikter, fordi de ved, hvad andre mennesker har brug for, og hvad der er brug for i relationen.
Samtidig er funktionen ofte kombineret med en anden overlevelses-strategi; ”overansvarlighed”, som betyder, at den opsnappede viden fra antennerne anvendes på at tage ansvar for andre menneskers trivsel og for den gode, velfungerende kontakt.
Problemet er, at de mister kontakten til sig selv. For antenne-funktionen går udad, sjældent indad. De mister kontakten til, hvad de selv har brug for, hvad deres egne følelser er, og hvor deres egne grænser går. Og de mister evnen til at navigere i eget liv.
Mange brænder ud, og får stress. Også fordi antenne-funktionen er en ”hypersensitivitet”, som gør, at de ofte mangler ”filter” og derfor hurtigt bliver overstimulerede.
Men, antenne-funktionen kan også være en gave! Provokerende? Ja! Men ikke desto mindre. Det kræver at man kan forvalte funktionen, for det er en ”stærk” evne, som skal doseres. At man tager pauser, og skifter kanal, så antennerne også peger indad. Og indimellem slukkes helt. Ellers brænder det sammen.
Det er noget man som behandler bør være opmærksom på, og arbejde fokuseret med. Men det er også noget, man selv kan arbejde med.
En måde at forvalte sin antenne-funktion på er ved at indføre en ”daglig praksis”. At man på daglig basis har en lille stund for sig selv. Hvor man er alene og ”tjekker ind”, eller helt slukker for ”sendingen” udad.
At det er en daglig praksis, der er lagt i skema, på samme måde som at børste tænder, er vigtigt. Fordi antenne-funktionen er en automatiseret, næsten intuitiv funktion, som, hvis man ikke dagligt tjekker ind, kan komme til at køre med én og helt umærkeligt tage kontrollen.
Den ”daglige stund” kan være at være at skrive dagbog, at gå en tur, at meditere, eller bare at drikke en kop kaffe, alene uden forstyrrelser. Det kan også være at tage ”time-out” i løbet af dagen, at tage en pause på sit arbejde/studie, måske at tage hovedtelefoner på (uden noget i), for at signalere ”jeg kan ikke forstyrres lige nu”. Og i det hele taget huske at tænke pauser ind i sit liv, også fra alt det, der ”larmer”; telefon, tv, sociale arrangementer etc.
Så kan ”antenne-funktionen” faktisk være en gave. Fordi det også er en evne til virkelig at sætte sig i andre menneskers sted, mærke hvad der er brug for, og faktisk også på egne vegne.