Når der er misbrug i familien, sker der ofte det, at familien bliver ”centreret omkring misbruget”, at misbruget bliver ”det centralt styrende princip” for familiens funktion og interaktion.
Over tid bliver den ikke-misbrugende forælder derfor ofte i stigende grad fokuseret på misbruger og misbruget. Det kræver kræfter og overskud. Mere og mere går til at skabe balance og ro, hvilket i praksis vil sige at holde misbruget ”nede” eller ”ude”, eller i værste fald blot overleve dag for dag. Det betyder også, at den ikke-misbrugende forælder kan blive tiltagende træt, slidt og opgivende, og måske endda over tid selv udvikle misbrug af en eller anden karakter (eller andre uhensigtsmæssige overlevelses-strategier), for at dulme det svære.
Overskuddet til at have fokus på børnene, udvikling og trivsel, reduceres i takt med, at misbruget kræver mere og mere.
Det betyder også, at vi ofte ser, at der kan være dele af barnets udvikling, der ikke får den nødvendige plads og omsorg.
Ser vi specifikt på følelsesregulering, har barnet brug for at blive mødt, rummet og spejlet, ligesom det har brug for redskaber til, hvordan følelser kan håndteres konstruktivt.
I familier med misbrug kan det være svært at skabe overskuddet, omsorgen og pladsen til netop dette. Misbruger og misbruget fylder, der må tages hensyn til dennes følelser og behov, for at holde misbruget og konsekvenserne heraf, så meget som muligt i ro eller ”ude i strakt arm”. Den ikke-misbrugende forælder kan både være fokuseret på at skabe ro og balance, og bruge al sit fokus der, eller være udmattet og opgivende, og bruge overskuddet på bare at overleve selv.
Det der ofte kendetegner familier med misbrug, er enten ”fravær af følelsesudtryk” som i virkeligheden er udtryk for ”undertrykte følelser”, eller et ”inferno af ukontrollerede følelser”. Misbrug er jo netop udtryk for en mestrings-strategi, hvor det, der er svært ikke takles, men dulmes og gemmes væk, eller omvendt først kan udtrykkes ledsaget af alkohol, og dermed bliver ukontrollabelt.
I den ramme kan det være svært at rumme og spejle et barn med svære følelser, som ked-af-det-hed og vrede, eller i det hele taget bare rumme et barn med alderssvarende behov. Og endnu sværere at give de rette redskaber, og være en rollemodel for anvendelsen af disse.
Konsekvensen er, at børn kan få svært ved følelsesregulering. Dels at mærke egne følelser og behov, dels at udtrykke og håndtere egne følelser og behov. Heraf følger også udfordringer med at rumme og håndtere andres følelser og behov. Evt. en overudviklet evne til at rumme forældrenes følelser og behov, uden helt at have de rette redskaber til at takle disse og på bekostning af egne.
Det kan betyde, at barnet mister sit indre ”kompas” og jeg-fokus. Følelserne er nemlig det, vi navigerer efter; hvad føles godt, hvad føles skidt, hvad har jeg brug for, ikke brug for, hvad kan jeg lide, ikke lide, hvor går mine grænser, og hvordan sætter jeg dem adækvat, etc. Helt afgørende for at finde retning i livet og for væren i verden.
Det kan også betyde, at dele af barnets personlighed ”spaltes fra”, ”gemmes væk”, fordi de sider er uønskede/besværlige (ikke-spejlet) og at barnet dermed mister dele af sin personlighed og identitet.
I den forbindelse ses også følelsesforvrængning, hvor ”uønskede”/svære følelser ”forvandles” til mere håndterbare følelser og følelsesudtryk. F.eks. kan vrede blive til ked-af-det-hed, eller omvendt.
Endelig er følelsesreguleringen en forudsætning for, at barnet udvikler evnen til mentalisering, defineret kort som en relationel kompetence, bestående af forskellige psykologiske processer; tanker, følelser, indlevelse og empati samt motivation. Og som handler om evnen til at kunne ”læse” andre mennesker, en fornemmelse for sig selv og den anden, og de indre processer, der ligger til grund for en given interaktion.
Denne ”fejl-udvikling” kommer især til udtryk i sociale relationer, der kan blive vanskelige eller helt fraværende. Eller ved ”afhængighed” af venner og kærester, der skal trøste og dulme svære følelser, fordi følelser ikke kan reguleres og håndteres alene.
På længere sigt, ind i voksenalder, kan det gøre især de nære, venne- og kærlighedsrelationer komplicerede, ligesom egen forælder-rolle kan blive udfordret. Det kan også komme til udtryk ved egne misbrugs- og afhængighedsproblematikker, hvor følelser og behov søges undertrykt. Eller ved depression og angst, som symptomer på den manglende følelsesmæssige kontakt.
Uanset er det helt essentielt, at børn udvikler følelsesregulering, herunder kontakt til eget følelsesliv. Og det bliver ofte udfordret i familier med alkohol- eller andre misbrugsproblemer.