Jeg gemmer mig: At arbejde med tabu, skam og skyld kræver specifik viden og empati.

Når vi arbejder med familier med alkoholproblemer eller andre former for misbrug, arbejder vi i et felt med tabu, skam og skyld. Det betyder, at når vi skal hjælpe dem til at skabe forandring, skal vi faktisk på forhånd have specifik viden om, hvad det vil sige, at være en familie med alkohol- eller andet misbrug. For det er så pakket ind i tabu, skam og skyld, at det kan være skjult, hemmeligt, fordrejet eller benægtet. Ofte er der slet ikke blevet talt om det. Der er ikke sat ord på det, og der er måske slet ikke et sprog for det. Til tider er det pakket ind i voldsomt destruktive følelser af pinlighed, forkerthed, skamfuldhed og en dyb angst for afvisning. Der kan også være loyalitet overfor det familiemedlem med alkohol eller andet misbrug, som gør det umuligt at tale om. Og endelig kan det være så tabubelagt indadtil i familien, at der slet ikke er erkendelser af, hvad det er, der egentlig er problemet.

Det betyder, at når vi arbejder med børn, unge og voksne, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer eller andet misbrug, skal vi, der forsøger at hjælpe dem, faktisk have videns-rygsækken fuld af viden om netop deres specifikke verden. For nogle gange, har de ikke selv adgang til den. Enten fordi de ikke kan eller fordi de ikke tør.

Og netop det sidste, er medvirkende årsag til, at vi også skal arbejde yderst varsomt. For vi arbejder i et minefelt og vi arbejder med mennesker, der er sårbare og så bange for at blive ”afsløret” og ”afvist”. Og med rette.

For når noget er tabu-belagt, er det per se også skamfuldt. Og det angår ikke kun den, der ”ejer problemet”. Der er også et ”spillover” til de pårørende, ikke mindst børnene.

Der er gode grunde til at deres erfaringer og deres ”historie” er gemt godt væk i mørket. Hvis vi ”lokker” dem ud af mørket, skal vi også kunne passe på dem. Vi skal kunne gå med dem igennem minefeltet, og vide, hvilke miner, der kan ligge gemt og gerne også hvor. Vi skal lave landkortet med dem og sætte ord på det, der er.

Det betyder bl.a. at kunne spejle dem i deres erfaringer og følelser knyttet til det svære. At kunne rumme al deres smerte og frustration. At kunne være der med dem.

Det betyder også at kunne ”almengøre” og ”normalisere”. At alt det tabuiserede, skamfulde faktisk er helt normalt. At der er mange andre med samme virkelighed. At de er helt normale og, at deres reaktioner er helt ”normale” reaktioner på noget meget ”unormalt”.

Og fremfor alt at kunne hjælpe dem ud på den anden side af det, med en ny ”historie”, som ikke er tabubelagt og skamfuld. Som ikke er knyttet an til deres identitet; at de ikke er deres ”familie-historie”, men at de ”har en historie”, som de kan lære at forvalte og ”lægge bag sig”.

Og det kræver empati, masser af det. En empati, der dels kommer fra og næres af vores specifikke viden om deres verden, men som altid, ALTID går igennem hjertet og sympatien for det menneske, vi arbejder med.