Har netop været på endnu en fantastisk tur til Norge. I toget fra lufthavnen til Oslo centrum var der et skilt. En slags ”guide” til en sikker togtur. To af sætningerne lød noget i denne retning:
– ”Mind the gap”
– “Take care of your children”
Det kunne på mange måde være den helt korte titel på den norske doktor-disputats (ph.d.) af Siv Merete Myra, som jeg havde fornøjelsen at være opponent på:
“Pregnant substance abusers and their therapists in compulsory and voluntary treatment.
A qualitative study:
Intergenerational learning, attachment processes and the wish for a normal life”.
Siv Myras arbejde er et unikt og meget vigtigt bidrag til videns-basen om ”gravide misbrugere” og deres muligheder for at skabe forandring og udvikling via behandling. Eller som jeg hellere vil kalde dem ”Kvinder med misbrug, som er blevet gravide”, bare fordi retorik er vigtig, og fordi det jo netop handler om ”kvinder, med særlige udfordringer, i en særlig situation”.
Forskningen bliver især interessant fordi Norge, i modsætning til Danmark, siden 1996 har haft mulighed for behandling af ”gravide kvinder med misbrug” under tvang. Loven betyder, at ”gravide rusmiddelafhængige kvinder kan tilbageholdes i institution uden samtykke, såfremt rusmiddelmisbruget gør, at der er overvejende fare for, at fosteret kan tage skade, og frivillig hjælpe-tiltag har vist sig ikke at være tilstrækkelige”. Og her bidrager Sivs forskning med noget virkelig interessant.
Udover et særligt fokus på ”tvangsbehandlingens” muligheder og begrænsninger, havde Siv også fokus på ”tilknytning”, og på hvordan relationelle erfaringer i egen opvækst og voksenliv kan hænge sammen med relationelle kompetencer i forhold til det ufødte barn og livet i øvrigt. Derudover terapeuternes ”diskurser” og de behandlingsmæssige implikationer heraf.
Det er et unikt, solidt, empirisk bidrag til et ”tyndt videns-felt”. Ikke mindst på grundlag af de kvalitative data, der tager os med ind i et felt, et ukendt land, med en ellers svært tilgængelig og ”narrativt fattig” population, og derved bringer ny, dybdegående og detaljeret viden.
Der er således tale om en sjælden indsigt i en ringe beskrevet, sårbar gruppe af mennesker; kvinder med misbrug, som er blevet gravide. Som ofte bliver overskygget af og til tider misforstået som følge af stigma, myter, fejlantagelser, videns-, ressource- og kompetencemangel samt afmagt.
Dertil kommer en imponerende omfattende og grundig litteraturgennemgang, som inddrages refleksivt og interessant, sådan at vi gives en dybere forståelse af kvinderne og deres helt særlige udfordringer.
I diskussionen linkes litteraturen til teori og resultater, og anvendes kritisk, nysgerrigt og modigt, sådan at vi får nye vinkler på og ny forståelse af kvinder med misbrug, der er blevet gravide.
Tilknytning er et af de begreber, der belyses og diskuteres til en forståelse af forandrings-arbejdet med kvinderne. I den forbindelse betydningen af at inddrage kontekstuelle faktorer; kvindernes fortid, nutid og fremtid, i såvel psykologisk som social referenceramme.
Men også at være opmærksom på, at kvinderne kan være forskellige steder i deres udviklingsproces, som har afgørende betydning for indsatsen.
Det understreges desuden, at det er nødvendigt at hjælpe kvinderne med en bearbejdning af deres egne tilknytningshistorier og relations-erfaringer, sådan at de bliver i stand til at bryde med generationsoverførte erfaringer, og som en forudsætning for, at de bliver i stand til at knytte sig til deres ufødte barn.
Spændende og yderst relevante betragtninger, dels fordi det også afspejler en afgørende diskurs blandt behandlere, dels fordi tilknytning er en særlig udfordring i arbejdet med kvinderne.
Som antydet ovenfor afdækkes uendelig vigtig viden om diskurser, sådan som det foldes ud blandt terapeuterne, men også med relevante betragtninger i et mere kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv.
Ikke mindst i forhold til stigma, skyld og skam, der bliver ødelæggende for den terapeutiske relation og for kvindernes vigtige arbejde med egen identitet som ”kvinde”, som ”mor” og som gyldigt individ i vores samfund.
Specielt interessant er det, at der viser sig en diskrepans, et ”gap” mellem terapeuternes diskurs og det kvinderne udtrykker. Særligt i forhold til ”tilknytning” til det ufødte barn, og ikke mindst relateret til henholdsvis frivillig behandling og behandling med mulighed for tilbageholdelse under tvang.
På baggrund af resultaterne lægges der vægt på betydningen af og behovet for bevidstgørelse og guidance blandt terapeuter; at man som terapeut er klar over egne og andres diskurser, ikke mindst i forhold til at kunne takle at arbejde i et komplekst felt med vanskelige dilemmaer.
Helt unikt er det, at vi får en sjælden indsigt i kvindernes egne tanker om ”behandling under tvang”. Ikke mindst at dette synes at opleves ønskeligt og at foretrække for nogle. At stort set alle kvinderne i tvangsbehandling (i projektet), frivilligt og aktivt havde søgt tvangsindlæggelse, ligesom de gav udtryk for, at tvangsbehandlingen netop muliggjorde et ståsted, hvorfra de i højere grad kunne vælge sig selv og det ufødte barn til, uden at skulle ”drukne” i dilemmaet mellem ”rus” og ”barn”. ”Loven er bare en lov”, sagde kvinderne. De var mere fokuserede på effekten; at de ikke skulle tage stilling til om de skulle ”ruse sig” eller ej, igen og igen. Den beslutning var ligesom taget.
Et dansk forskningsprojekt fandt faktisk noget lignende (Lindgaard & Wiemann, 2013). Her viste det sig, at kvinder med børn efter endt (og positiv) langtids-døgnbehandling udtalte, at de ”ville ønske at nogen havde låst døren”. I bagklogskabens lys kunne de se, at de, mens de var i aktivt misbrug, ikke var i stand til at fastholde fokus og ville ”det gode/stof-fri liv”.
Denne unikke viden og indsigt i tvangsbehandlingens særlige væsen er ligeledes vigtig for vores fremtidige udvikling af effektive og varierede tilbud til gravide kvinder, til familier og til misbrugere generelt. Ikke kun i Norge, men også og især i Danmark, hvor behandling under tvang debatteres, til tider på uvidenskabeligt og emotionelt niveau. Vi har brug for viden og erfaring for at kunne hæve diskussionen og udvikle feltet adækvat til fordel for målgruppen.
Selv er jeg i stigende grad blevet i tvivl om ”hjerner i rusafhængighed” kan vælge ”det gode liv”, eller for den sags skyld er i stand til at definere ”det gode liv”. Hjerneforskningen synes at pege i retning af, at ”den frie vilje” kan sættes ud af spil, og at vi lader mennesker i stikken.
Når kvinderne selv ønsker og aktivt søger tvangsbehandling, når den er tilgængelig, hvad betyder det så? At de ikke har forstået, at tvang er en dårlig idé, eller er det os, der ikke forstår deres udfordringer?
Hvis vi skal hjælpe mennesker til forandring og fortsat udvikling, og i dette tilfælde de gravide kvinder, skal hjælpe dem ud af dette for os ”ukendte land”, så kræver det, at vi kan gå ind og tage dem i hånden, respektfuldt og omsorgsfuldt. Vi kommer aldrig til, til fulde at forstå, at se med deres øjne, det de ser, tænker og føler. Derfor har vi brug for sådan nogle som Siv, der vil tage os med, bibringe os en lidt større forståelse for dette ukendte land og menneskene i det. Sådan at vi kan blive lidt rigere på forståelsen af livets mangfoldighed, lidt klogere på, hvad der skal til for at skabe forandring for denne gruppe af mennesker med deres særlige udfordringer; kvinder med misbrug, der er blevet gravide, og dermed bærere af helt nyt liv, i mere end én forstand.
En anden vigtig faktor er ”tids-faktoren” i arbejdet med misbrug. Hjerneforskningen viser os, at heling af hjerneforandringerne som følge af længere tids misbrug tager tid, lang tid. Ikke sjældent flere år. Dertil kommer de svære psykiske skader og sociale udfordringer, som mange af kvinderne ofte har med sig. Vi har ”behandlings-pakker” med opfølgning over tid til f.eks. kræft og diabetes, men ikke i samme grad til kvinder (eller mænd) med misbrug. Fordi vi tror, det er noget, de selv har valgt, og derfor ikke har ”ret til”, ”behov for” eller har ”ønske om hjælp”?
Jeg er overbevist om, at vi alle ønsker at hjælpe kvinderne og deres børn bedst muligt. Udfordringen er ”hvordan”, samt at have varierede tilbud, der afspejler mangfoldigheden.
Der er stadig plads til meget mere viden og udvikling på dette svært forståelige, ambivalente, komplekse, etisk udfordrende og ressourcefattige felt. Men Siv Myras bidrag er et godt skridt på vejen.