Er du mønsterbryder, modstandsdygtig, resilient?

Kært barn har mange navne, men ved du, at det ikke er en enten-eller-tilstand, og som nødvendigvis varer hele livet?

At selvom du har skabt et helt andet liv, end det du voksede op, kan du alligevel føle dig udfordret og sårbar. Og periodevist blive slået helt hjem …

 

Mange vokset op i en familie med alkoholproblemer, andet misbrug eller på anden vis belastende omstændigheder oplever, at selvom det er lykkedes dem i en eller anden grad at bryde med opvækstmønstre, er der stadig områder af deres liv, der føles svært eller ikke fungerer.

Det kan f.eks. være, du er vokset op med en far, der drak, og at du nu som voksen ikke selv drikker. Det kan være, du har fået en god uddannelse og godt job, men at kærlighedslivet bare udfordrer. Det kan også være, at du er lykkedes med at skabe en dejlig familie, med far, mor og børn, har et godt job, og et pænt sted at bo. Og så alligevel føler dig trist til mode, bøvler med angst, tankemylder og uro, søvnproblemer, stress og udbrændthed, følelser af ensomhed selvom du har familie og gode venner, oplever ukontrollabel vrede eller kan blive så ked af det, at du har svært ved at være i det. Dertil kommer oplevelse af rodløshed, følelser af ikke at høre til nogle steder og være forkert, både i opvækst og i ”det nye liv”, og en dyb angst for ”at blive opdaget”.

Ikke ”enten-eller” og ”altid”

Et mønsterbrud er ikke enten-eller. Det er ikke sådan, at fordi du ikke drikker, har du brudt mønsteret fra din opvækst. For sammen med alkoholproblemet fulgte en række andre mønstre, både i din familie og hos dig. Alkoholproblemer skaber dysfunktion; hos den der drikker, og i de nære relationer. Det kan ødelægge parforhold, familieforhold, forældreskab, søskenderelationer, venskaber, job etc. Det skaber dysfunktion og destruktion, på så mange planer. Direkte og indirekte. Det handler ikke kun om alkohol, beruselse og tømmermænd. Det handler også om kaos og uforudsigelighed, løgne og hemmeligheder, svigt og overgreb, skyld og skam, hjælpeløshed og kontrol.

Det betyder også, at der til enhver ”modstandsdygtig” følger en (mere eller mindre skjult) sårbarhed. Ingen mennesker er 100% resistente overfor alting, altid. Heller ikke en ”modstandsdygtig”. Enhver superhelt har sit kryptonit.

I forskningen kan vi se, at et barn, der fremstår ”modstandsdygtigt” i opvæksten, ikke nødvendigvis er det, hvis vi måler igen i voksenalder. Det kan være udfordringer i kærlighedsliv, forældreskab eller job, der får filmen til at knække. Det kan også være omvendt, at et barn i den grad bøvler i sin opvækst, men som voksen lander på sine ben og er tilsyneladende velfungerende.

Det er ikke enten eller, som i enten er du mønsterbryder eller også er du ikke. Og du bliver aldrig 100% modstandsdygtig. Det kommer i grader. Og der vil altid være en sårbarhed. Du bliver aldrig helt hel. For det er ingen. Du kan hele dele af dig, men ikke hele dig. I stedet kan du lære dine sårbare sider at kende, så du ved hvor og hvornår du skal passe ekstra på dig selv, og hvilke situationer du evt. helt skal undgå at sætte dig i. Som et landkort over dine styrker og sårbarheder, din superpower og din kryptonit.

Din ”superpower” og dit ”kryptonit”

Børn der vokser op i familier med misbrug eller andre udfordringer får en række ”overlevelses-strategier”, strategier, der hjælper dem med at overleve. Alle overlevelses-strategier rummer en super-power, og har en forside og en bagside. At være over-ansvarlig kan være en overlevelses-strategi, der hjælper barnet med at overleve, f.eks. ved at sørge for at mor eller far har det godt, eller ikke skændes, drikker, bliver ”opdaget” eller dør. Ansvarlighed er en super-power, men at tage den med ind i et voksenliv ubalanceret, kan det føre til udbrændthed og stress. At være kompromis-søgende er en anden super-power, mens bagsiden er konflikt-sky. Ligesom antenne-funktion (at kunne ”læse” stemninger og behov hos andre i udpræget grad) og hvor bagsiden er en hypersensitivitet og manglende jeg-fokus, eller kontrol og systematik, der på bagsiden kan blive til angst og OCD-lignende adfærd.

Nogle fandt måske ud af, at det at trække sig fra familien, eller at flytte fokus var en god strategi. Det kan være at være meget ude, med venner, venners familie eller til en sport. Eller at blive på værelset med en bog, på telefonen eller sin pc. Det kan være at blive dygtig til noget, f.eks. i skolen, til fodbold eller dans. Hvis det ikke balanceres, kan det blive en indædt kamp, som på sigt fører til udbrændthed og stress, ligesom det kan blive sårbart f.eks. at være dygtig til fodbold, og så pludselig blive skadet eller for ”gammel”, eller miste den ven/kæreste, der var redningsplanken.

Overlevelses-strategier handler om at overleve noget, og blev udviklet i en kontekst af noget svært, der skulle overleves. Hvis de strategier, uden videre udvikling og balancering, fastholdes på sigt, fastholdes ligeledes følelsen af at skulle overleve og kæmpe for sit liv. Uden at det faktisk behøver at være sådan, længere. Det er vigtigt at opdage, og tilpasse sine strategier efter det. Det kan nogle gange kræve hjælp udefra, især hvis overlevelsesstrategierne blev udviklet i en kontekst af reel fare. I givet fald vil din krop huske det, også selvom du i dit hoved kan se det ufornuftige i det, og at dit liv ikke længere er ”farligt”. Og på den måde kunne fastholde dig i de strategier, der ikke længere fungerer.

 

At være faldet i grøften og finde vejen

At finde nye strategier kan være udfordrende, også fordi du skal skabe noget, du måske ikke kender, ikke har lært.

Mange vokset op med forældre, der drak, bryder mønsteret ved at ikke-drikke. Men det er egentlig ikke ubetinget et mønsterbrud. For du kan stadig være fanget i det. Et mønsterbrud er at kunne balancere alkohol, både selv og i samværet med andre. Uden at føle ubehag eller angst. Om du så beslutter, at du ikke gider på den baggrund, kan være mønsterbrud (undtaget for dette eksempel er dem, der faktisk oplever ikke at kunne kontrollere deres alkoholindtag og dermed måske er genetisk betinget til misbrug/afhængighed om end det stadig handler om at balancere holdninger til alkohol).

Det svarer lidt til når den med alkoholproblemer stopper med at drikke og bliver ”ikke-drikker” (nogle kalder det ”tør-drikker”), men ikke har brudt med de bagvedliggende mønstre og årsager til alkoholproblemet.

Eller når et misbrug/afhængighed blot afløses af et andet, som f.eks. en spiseforstyrrelse, overtræning, gaming eller bliver afhængig i sine relationer.

Man kan også være vokset op med en grænseoverskridende, måske voldelig forælder, og i sit voksenliv, i et forsøg på at bryde det mønster, blive så tilbageholdende at man bliver selvudslettende, konfliktsky og ”usynlig” i sine relationer. Det er lige så forkert. Og ikke et mønsterbrud. Blot et omvendt mønster. Du er stadig fanget.

Nogle vokset op i kaos og uforudsigelighed er (med rigtig god grund) så utilpasse ved det, at de kan komme til at gå helt i den anden grøft og skabe OCD-lignende tilstande af kontrol.

Mange opdager, at de ikke ”har fundet vejen”, når de selv får børn. At de i kontakten med deres barn, oplever følelser og deraf naturligt følgende adfærd, de ikke selv har modtaget. Det kan være svært at opfinde noget, man ikke har lært. Især når det handler om noget, man skulle have lært som spæd/barn. Og som er smertefuldt forbundet til egen opvækst. Samtidig er det også her, der opstår et potentiale for at lære sig selv at kende

 

Det handler altså om:

At man ikke er 100% mønsterbryder, men er det i forskellige grader, på forskellige funktions-områder, og på forskellige tidspunkter.

At det ikke bare handler om at vende et mønster 180 grader – at selvom du ”ikke drikker”, ”ikke har kaos”, ”ikke er grænseoverskridende” osv., alligevel godt kan være fanget i et opvækstmønster. Mønsteret er det samme, du har bare vendt det om! Det er begge grøfter på hver sin side af vejen. Hvis du skal bryde et opvækst-mønster, skal du op på vejen, hvilket vil sige skabe et nyt mønster.

Og at man som mønsterbryder og modstandsdygtig ikke er ”livsvarigt vaccineret”, men skal arbejde med sine overlevelses-strategier, balancere og videreudvikle. Sådan at man ikke fortsat lever som om livet er farligt og man skal kæmpe for at overleve. Men at der også kan være lethed og glæde.

Det kræver noget helt andet at være i livet i balance med det man har lært. Bl.a. en tilstand af at have kontakt med sin indre GPS samt tillid og tryghed ved at kunne stole på sig selv og andre.

 

Hvordan:

• Start med at opdage, hvor du er i ubalance; for meget/lidt, over-kompensere eller ligefrem kæmper. Opdag dig selv.
• Kig på om det virkelig kan betale sig; hvad vinder du, hvad taber du.
• Hvis du kan se, du taber på det, så beslut dig for at ville ændre på det
• Gå frem med små skridt, med en daglig praksis, med det mål at ville forandre
• Vær tålmodig, det tager tid at ændre noget, du udviklede over mange år, og som dengang var nødvendigt for at overleve.
• Bed om hjælp, til at opdage, erkende og forandre
• Vid at du ikke er alene